12. september havde Danske Naturister Trekanten sæsonstart på naturistsvømning i Børkop Svømmehal. 21 år i træk har der været svømning hver lørdag, og sæsonen 2026/27 blev indledt bedre end nogensinde. Hele 58 glade naturister mødte op til premieren – både mænd, kvinder, børn og unge. Der blev hygget med svømning i det store bassin, afslapning i det varme bassin og børnene morede sig med spring fra vipperne. I dagens anledning var der bobler og chokolade til kaffen og aftenen blev afsluttet med fællesspisning ved bassinkanten. Dertil var der naturligvis masser af gus – snakkegus, stillegus, peeling og den helt særlige Børkop-variant: ABBA-gus!
Der var mange helt nye besøgende, og det glædede os naturligvis rigtig meget. Jeg fik en snak med Kim, Lone og Pernille, som alle havde en rigtig god oplevelse i Børkop. Kim og Lone har været på naturiststrand flere gange, men havde aldrig deltaget i nogle af Danske Naturisters arrangementer før. Pernille var helt ny som naturist, og hun var helt overvældet af den gode modtagelse, som hun havde fået. Alle havde været utroligt imødekommende og hendes nervøsitet ved at møde op, var hurtigt forduftet. Hun var sådan set ikke nervøs for at smide kludene, men mere om det var muligt at finde nogle at snakke med. Det var heldigvis slet ikke svært. Som singlekvinde har Pernille tit oplevet, at det kan være svært at lære nye mennesker at kende, fordi de fleste par søger andre par, når man mødes til sociale arrangementer. Pernille har på fornemmelsen, at det at være nøgen faktisk letter den lidt akavede samtale, man kan have med fremmede mennesker. Det er helt ikke sidste gang, at Pernille er mødt op til et naturistarrangement, for sikke nogle dejlige mennesker sådan nogle naturister er.
Skulle du have fået lyst til selv at prøve naturistsvømning i Børkop, skal du bare møde op lørdag kl. 14.45. Vi kører hver lørdag frem til april. Første gang er gratis og ellers koster det 50 kr. pr. person. Børn er gratis og alle under 18 år bestemmer helt selv, om de foretrækker at have badetøj på. Det kræver et medlemskab af Danske Naturister for at være med (undtagen første gang). Mød op og prøv det! Vi lover, at vi tager godt imod dig.
